Company announcements:

Vestas ansætter ny koncernøkonomidirektør (CFO)

Vestas Wind Systems A/S udnævner Marika Fredriksson som ny koncernøkonomidirektør (CFO) og medlem af direktionen. Marika Fredriksson, som er svensker, overtager stillingen som CFO for Vestas den 1. maj i år. Hun efterfølger Dag Gunnar Andresen, som af personlige årsager desværre har besluttet at forlade selskabet ved udgangen af denne måned.

Marika Fredriksson har stor erfaring inden for CFO-rollen med 15 års ansættelse i forskellige selskaber som Gambro (2009-2012), Autoliv (2008-2009) og Volvo Construction Equipment (1996-2008). Igennem årene har Marika Fredriksson ligeledes med succes deltaget i turnaround-processer, forandringsledelse og M&A. Marika Fredriksson har opnået stor international erfaring ved ledelse af forandringsprogrammer i forskellige dele af verden samt virksomhedsovertagelser i Korea, USA og Kina. Marika Fredriksson har en kandidatgrad fra den svenske School of Economics i Helsinki, hvor hun boede i tre år.

“Jeg vil gerne takke Dag Andresen for hans vigtige bidrag til Vestas. Samtidig glæder det mig, at det er lykkedes os at finde en kompetent ny CFO i Marika Fredriksson, som tiltræder hos Vestas den 1. maj 2013. Jeg er sikker på, at hun har de rette kompetencer, engagement, og at hun kulturelt vil passe godt ind i vores direktionsteam," siger koncernchef Ditlev Engel.

“I Marika Fredriksson har vi fundet en ny CFO af den kaliber og med de evner, som passer til Vestas' behov. Jeg vil samtidig benytte lejligheden til at takke Dag Andresen for hans bidrag til selskabet i løbet af det seneste år,” siger bestyrelsesformand for Vestas Wind Systems A/S, Bert Nordberg.

Med udnævnelsen af den nye koncernøkonomidirektør vil direktionen hos Vestas Wind Systems A/S bestå af Ditlev Engel (koncernchef), Anders Vedel (Chief Turbines Officer), Juan Araluce (Chief Sales Officer), Jean-Mark Lechêne (Chief Operating Officer) og Marika Fredriksson (Chief Financial Officer).

Kontaktdetaljer
Vestas Wind Systems A/S, Danmark
Lars Villadsen, Senior Vice President, Investor Relations
Tlf.: 9730 7201

Eller

Morten Albæk, Group Senior Vice President, Global MarCom & Corporate Relations
Tlf.: 4098 3174