Ordreindgang og finansielle resultater
I årets første to kvartaler opnåede Vestas endnu en rekordhøj ordreindgang på 5.436 MW; til sammenligning var ordreindgangen i samme periode sidste år 4.716 MW. Dette resulterede i en ordrebeholdning på 13.521 MW. Ordreindgangen var bredt geografisk baseret, fra 21 lande, med USA i spidsen. Aktivitetsniveauet forblev på et højt niveau med mere end 5,8 GW produceret og afskibet og 3,2 GW overleveret til kunder.
I første halvdel af 2018 steg Vestas’ totale installerede onshore kapacitet fra 79 GW til 88 GW – en stigning på 11 pct.
Omsætningen fra Power solutions beløb sig til EUR 3.175 mio., svarende til et fald på 6 pct. sammenlignet med første halvår 2017. EBIT-marginen for segmentet var 9,1 pct. i 2018, et fald på 4,4 pct.-point i forhold til 2017.
Trends i onshore-vindenergimarkedet
I takt med at vindenergi bliver mere og mere konkurrencedygtig, fortsætter udviklingen henimod de frie markedsbaserede mekanismer. I første halvår 2018 alene blev tæt på 12 GW allokeret til vindkraft via auktioner. Allerede etablerede vindenergimarkeder som Indien, Brasilien og Tyskland var de store bidragsydere, men derudover blev der også afholdt auktioner i nye markeder. Et af disse markeder er Rusland, som har vedtaget at inkludere vindenergi i det fremtidige energimix med mere end 2 GW, som er blevet allokeret til forskellige projektudviklere i løbet af det seneste år.
I første halvår 2018 fortsatte Vestas med at ekspandere sine strategiske initiativer relateret til at supportere kunder på tværs af hele vindmølleparkens værdikæde, inklusive samarbejdet omkring udvikling af projekter med strategiske partnere og nøglekunder.
I USA deltog Vestas i udviklingen af to projekter på i alt 312 MW, og i Sverige dannede Vestas partnerskab med det svenske energiselskab, Vattenfall, og den danske pensionskasse, PKA, i udviklingen af et 353 MW-projekt. Gennem udvikling og ejerskab af vindenergiprojekter udnytter Vestas sin enestående erfaring og adresserer hele vindkraftværkets værdikæde for at opnå det maksimale investeringsafkast og den maksimale lønsomhed.
Teknologi gearet til fremtiden og optimering af produktions-setuppet
Efter offentliggørelsen af verdens første hybridprojekt af kraftværksskala i Australien i 2017, fortsætter Vestas med at udvikle initiativer, der vil accelerere overgangen til et energimix ført an af vedvarende energi. I marts installerede Vestas, i samarbejde med EDPR, en hybrid demonstrator for vind- og solenergi, der afprøver nye måder at kombinere forskellige kilder af vedvarende energi.
Evnen til fortsat at nedbringe Cost of Energy via nye og mere effektive vindmøller vedbliver at være Vestas’ vigtigste målsætning. Tidligere på året genererede en prototype af den nyligt introducerede V120-2.0 MWTM-mølle sin første kilowatt-times elektricitet. Vindmøllen er en del af den omfattende opgradering af både 2 MW- og 4 MW-platformen annonceret i 2017, der vil give en væsentlig forbedring i energiproduktion.
I første halvår 2018 fortsatte Vestas med at styrke sit fabriks-setup for at understøtte produktionen i regioner og lande, hvor vindenergi er i stærk udvikling. Vestas åbnede fabrikker i Rusland og annoncerede sin plan om at etablere en nacelle-fabrik i Argentina til at understøtte fremgangen i hvad der er et lovende marked for Vestas, såvel som for vindenergi generelt.
Vestas har derudover styrket sin fleksibilitet og omkostningseffektivitet ved at udvide det eksisterende partnerskab med vingeproducenten TPI Composites med en ny aftale. Med produktionsopstart planlagt til første halvår 2019, indeholder den nye aftale produktion af vinger i Kina til den nye V150-4.2 MWTM-mølle, primært til det asiatiske marked, men også til hele det globale marked, såfremt det bliver relevant.