Omsætning, indtjening og frit cash flow steg i forhold til andet kvartal 2014. Forventningerne til 2015 uændrede.
Resumé: I andet kvartal af 2015 omsatte Vestas for EUR 1.749 mio. – en stigning på 30 pct. i forhold til samme periode sidste år. EBIT før særlige poster steg med EUR 41 mio. til EUR 145 mio. EBIT-marginen før særlige poster var 8,3 pct. og det frie cash flow steg med EUR 204 mio. til EUR 183 mio. sammenlignet med andet kvartal af 2014.
Indgangen af faste og ubetingede vindmølleordrer udgjorde 3.018 MW i andet kvartal af 2015. Værdien af ordrebeholdningen på vindmøller udgjorde EUR 8,8 mia. den 30. juni 2015. Ud over ordrebeholdningen på vindmøller, havde Vestas serviceaftaler med en kontraktuel fremtidig omsætning på EUR 8,1 mia. ultimo juni 2015. Værdien af ordrebeholdningen på vindmøller og serviceaftaler tilsammen udgjorde således EUR 16,9 mia. – en stigning på EUR 3,0 mia. sammenlignet med samme periode sidste år.
Vestas fastholder forventningerne for helåret til en omsætning på minimum EUR 7,5 mia., en EBIT-margin før særlige poster på minimum 8,5 pct., totale investeringer på ca. EUR 350 mio. og frit cash flow på minimum EUR 600 mio.