Company announcements:

Vestas - Aktietilbagekøbsprogram på op til DKK 4.460 millioner (ca. EUR 600 millioner)

Bestyrelsen for Vestas Wind Systems A/S har besluttet at iværksætte et aktietilbagekøbsprogram på op til DKK 4.460 millioner (ca. EUR 600 millioner) til gennemførelse i perioden 17. august 2017 til 29. december 2017. Sammen med programmet gennemført tidligere i år forventes de samlede aktietilbagekøb i 2017 at udgøre ca. EUR 700 millioner. 

Aktietilbagekøbsprogrammet iværksættes i henhold til mandat givet til bestyrelsen på den ordinære generalforsamling den 6. april 2017, som bemyndiger Vestas til at erhverve egne aktier svarende til 10 pct. af selskabskapitalen på bemyndigelsestidspunktet. Vederlaget må ikke afvige fra den på erhvervelsestidspunktet på Nasdaq Copenhagen noterede kurs med mere end 10 pct. 

Aktietilbagekøbsprogrammet gennemføres i henhold til artikel 5 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 (MAR) ("Safe Harbour"-reglerne). 

Formål
Formålet med aktietilbagekøbsprogrammet er at justere Vestas’ kapitalstruktur og opfylde forpligtelserne i forbindelse med aktiebaserede incitamentsprogrammer til Vestas medarbejdere. 

På Vestas’ ordinære generalforsamling i 2018 vil der blive stillet forslag om, at erhvervede aktier, der ikke bruges til afdækning af aktiebaserede incitamentsprogrammer, vil blive annulleret. 

Periode
Aktietilbagekøbsprogrammet vil løbe fra 17. august 2017 til 29. december 2017.

Vilkår
Vestas har udpeget Nordea som lead manager for aktietilbagekøbet. Nordea vil uafhængigt af og uden indflydelse fra Vestas træffe sine beslutninger om aktiekøb. 

Under aktietilbagekøbsprogrammet vil Vestas købe egne aktier for op til et maksimum på DKK 4.460 millioner, og der kan maksimalt købes 18.846.033 aktier, svarende til 8,75 pct. af aktiekapitalen i Vestas Wind Systems A/S.

Der kan ikke tilbagekøbes aktier til en kurs, der overstiger det højeste af i) kursen på seneste uafhængige handel, og ii) højeste uafhængige bud på det handelssted hvor købet finder sted, på handelstidspunktet. 

Det maksimale antal aktier, som Vestas må købe inden for hver børsdag, må ikke overstige 25 pct. af den gennemsnitlige daglige handelsvolumen af aktier, der er blevet handlet på det handelssted, hvor købet finder sted, i løbet af de forudgående 20 børsdage.

Forud for aktietilbagekøbet ejer Vestas 2.703.661 egne aktier, svarende til 1,25 pct. af aktiekapitalen. 

Vestas kan til enhver tid suspendere eller ophæve aktietilbagekøbsprogrammet forudsat, at Vestas offentliggør en selskabsmeddelelse herom til Nasdaq Copenhagen. 

Vestas vil ugentligt i en selvstændig selskabsmeddelelse oplyse transaktioner i forbindelse med aktietilbagekøbsprogrammet.

 

Kontaktdetaljer

Vestas Wind Systems A/S, Danmark
Hans Martin Smith, Senior Vice President,             Patrik Setterberg
Group Treasury and Investor Relations                  Investor Relations
Tlf: 9730 8209                                                         Tlf: 6122 1913