Vind, Olie og Gas
I 2011 rundede jordens befolkning syv milliarder mennesker. I 2050 forventer FN, at befolkningstallet er øget med yderligere to milliarder mennesker. Det svarer til, at kloden i løbet af få år vil opleve en befolkningstilvækst svarende til det antal mennesker, der boede i verden i tiden omkring 1. verdenskrig. Samtidig vil befolkningerne i udviklings- landene have et berettiget ønske om at forbedre deres levestandard. Det medfører et højere energiforbrug pr. indbygger.
Hvis verden fastholder sin nuværende afhængighed af ikke-vedvarende energikilder, bliver det en yderligere belastning for kloden at opretholde befolkningens energiforbrug. Verdens CO2-udledning skaber en drivhuseffekt, der forventes at øge gennemsnitstemperaturen med fire grader i dette århundrede. Resultatet vil være yderligere klimaændringer i form af mere ekstreme vejrforhold som tørke, storme og oversvømmelser, ligesom vandstanden vil stige markant og sætte store områder under vand.
Vindkraft og andre vedvarende energikilder kan bidrage til bæredygtig økonomisk vækst for millioner af mennesker verden over. ”Vind, Olie og Gas” er Vestas’ vision, som udtrykker ambitionen om at gøre vind til en energikilde på lige fod med fossile brændstoffer.
Vestas er af den overbevisning, at en robust pris på CO2 vil fremme de nødvendige klimainvesteringer. Et sådant tiltag vil give industrielle og finansielle investorer en større grad af forudsigelighed end det nuværende kvotehandelssystem, der medfører store udsving i prisen på CO2. I november 2011 gik Australien foran ved at indføre en fast pris på CO2.
Kreditkrisen og den økonomiske situation i OECD-landene har fået mange lande til at holde igen med klimainvesteringerne. Fortsat global usikkerhed om økonomien, en stram finanspolitik og meget lave gaspriser på visse markeder vil være en udfordring for vindindustrien. Det samme gælder de historisk lave priser på CO2-kreditter, der gør det billigt at købe CO2-reduktioner i eksempelvis udviklingslande.
Dog er der nu opstillet langsigtede nationale og lokale klimamål i en række lande. Kina har lagt en femårsplan, der inkluderer vindkraft, mens EU er gået foran med en målsætning om, at 20 pct. af energiforbruget skal komme fra vedvarende energikilder allerede i 2020.
Sydamerika er præget af høje gaspriser, ligesom tørre somre reducerer energien fra vandkraft. Derfor er der ambitiøse planer om øget brug af vindkraft: Brasilien og Mexico forventes ifølge EER at installere hen- holdsvis 3.500 MW og 1.000 MW i løbet af de næste fire år, mens der i Chile og Uruguay også forventes en markant vækst i vindkraft i den samme periode med installationer på henholdsvis 605 MW og 450 MW. For Vestas var ordreindgangen fra de latinamerikanske markeder på 742 MW i 2011 – næsten en firedobling sammenlignet med året før.
I USA udestår stadig en aftale om føderale klima- og energimål, der kan supplere de grønne ambitioner, der allerede eksisterer i flere end 30 stater. Vestas forbereder sig på, at den nuværende amerikanske Production Tax Credit (PTC) ikke forlænges ud over 2012, hvilket vil få mærkbare, negative konsekvenser for det amerikanske marked, hvor den lave pris på gas presser elprisen og dermed også prisen på vindkraft. Vestas opfordrer de amerikanske beslutningstagere til at forlænge PTC’en for at fastholde den positive udvikling i den amerikanske vindindustri og dermed sikre mange amerikanske arbejdspladser og en mere uafhængig energiforsyning.











