Den strategiske omstrukturering af Vestas og tilpasningen af produktionskapaciteten baseret på markedssituationen indebærer, at Vestas forventer at afskedige 2.335 medarbejdere. De planlagte afskedigelser vil i stor udstrækning finde sted i Danmark og resten af Europa. Omfanget af den planlagte omstrukturering betyder imidlertid, at adskillige arbejdssteder i den globale Vestas-organisation vil blive påvirket af de planlagte afskedigelser, især hvad angår funktionærer.
| Region | Funktion | Funktionærer | Timelønnede | Total |
| Europa | Stabsfunktioner, administration i Technology R&D, administration i produktionsenheder i Hammel, Lem, Varde og Ringkøbing, ophør af tårnproduktion i Varde (Towers), støttefunktioner i Spanien, Tyskland, Italien og Sverige, effektivisering af Control Systems i Danmark og Spanien. 1.089 660 1.749 | 1.089 | 660 | 1.749 |
| USA | Konsolidering af støttefunktioner på tværs af fabrikker og funktioner | 153 | 29 | 182 |
| Kina og resten af verden | Tilpasning af forretnings- og produktionsstøtte | 358 | 46 | 404 |
| Samlet planlagt reduktion af medarbejderstaben (fuldtidsansatte) | 1.600 | 735 | 2.335 | |
Størstedelen af afskedigelserne vil finde sted efter afslutning af forhandlingerne med relevante medarbejderrepræsentanter, og eventuelle planer om nedlukning af yderligere anlæg afgøres og gennemføres i løbet af 2012 afhængigt af udviklingen på de enkelte markeder.
Implementeringen af de organisatoriske ændringer og den forventede kapacitetsreduktion vil nedbringe Vestas’ faste omkostninger med mere end EUR 150 mio. med fuld effekt fra udgangen af 2012.
Efter implementeringen af ovennævnte reduktioner vil Vestas beskæftige 20.400 medarbejdere.
Oveni afskedigelsen af 2.335 medarbejdere forbereder Vestas sig på en potentiel nedgang på markedet i USA, såfremt PTC’en ikke bliver forlænget. Dette kan resultere i afskedigelse af yderligere 1.600 medarbejdere på fabrikker i USA. De potentielle besparelser herved vil komme oveni de mere end EUR 150 mio. nævnt ovenfor.








