Vestas’ nye driftsmodel er opbygget således, at Vestas kan opretholde sit globale fodaftryk og øge nærheden til kunderne, som stadig er en af Vestas’ største styrker, mens selskabet samtidig vil reducere omkostningerne til at levere løsninger gennem funktionel konsolidering.
På denne baggrund har Vestas besluttet at strukturere selskabet ud fra de fem overordnede elementer i Vestas’ værdikæde. En væsentlig ændring i forhold til den aktuelle organisationsstruktur er opdelingen af Technology R&D i to særskilte enheder, således at Vestas bedre kan udnytte den stadig større forskellighed i Vestas’ forretnings- og indtægtsstrømme. Dertil kommer, at opdelingen af forskning og udvikling i de to nedenfor beskrevne enheder vil styrke fokuseringen på og forbedre timingen i Vestas’ markedsføring gennem målrettet opmærksomhed på henholdsvis vindmøller og serviceydelser, mens der samtidig skabes bedre resultatstyring gennem en klar ansvarsfordeling for produkter og løsninger.
De fem overordnede enheder i linjeorganisationen vil blive suppleret med globale og centralt ledede støtte- og stabsfunktioner samt kompetencecentre inden for fx Finance, People and Culture og IT. Disse funktioner får nu indirekte rapporteringslinjer til ledelsen i funktionsenhederne. Desuden vil der blive etableret funktioner for Global Sourcing og Global Supply Chain and Planning.

CEO office
Koncernchefen (CEO) vil være ansvarlig for den overordnede ledelse af Vestas-koncernen. Fem stabsfunktioner vil rapportere direkte til koncernchefen. Disse funktioner er: Group Marketing and Communication, Group Government Relations, Group Quality, Group People and Culture og Corporate Secretariat and Strategy.
CEO office vil fremover ligeledes bestå af en Executive Vice President and COO (vice-koncernchef). Offshore og Global Sourcing vil rapportere direkte til COO.
Manufacturing
De fire eksisterende produktionsenheder konsolideres til to enheder, der rapporterer til COO. Dette er et udtryk for, at Vestas nu har en global og fuldt etableret produktionsstruktur, der gør det muligt for selskabet at fokusere på at skabe omkostningssynergier og reducere den investerede kapital i selskabets fabrikker. Mens de fire hidtidige særskilte produktionsenheder (PBUer) har fungeret som et redskab til hurtigt at udbygge et globalt fodaftryk med høj kvalitet, er det nu Vestas’ plan at skabe væsentlig værditilvækst gennem sammenlægning af fabrikker og produktionsstøttefunktioner. De to produktionsenheder vil fortsat have deres egne Quality, Production Excellence og Production Engineering-ressourcer, men alle de øvrige støttefunktioner og services styres fremover centralt.
Dertil kommer, at indførelsen af Global Sourcing, der rapporterer direkte til COO, vil gøre det muligt for Vestas at fokusere på de muligheder, der ligger i en stadig mere moden leverandørbase og fremme øget anvendelse af outsourcing og mere effektiv udnyttelse af eksterne leverandører for derved at nedbringe investeringsbehovet.
Turbines
Turbines vil blive ledet af en Chief Turbines Officer (CTO), som skal stå i spidsen for udvikling og industrialisering af omkostningseffektive vindmøller under mere enkle og mere fokuserede driftsforhold. Turbines-enheden skal fortsat have ansvaret for udvikling af Vestas’ vindmølleplatforme og produktopdateringer. Etableringen af en målrettet industrialiseringsafdeling inden for Turbines-enheden forventes at styrke Vestas’ evne til mere effektivt at kunne bringe produkter og platforme på markedet. Turbines-enheden skal ligeledes have ansvaret for den globale produktstyring. Endelig skal enheden også være ansvarlig for Vestas Global Research.
Global Solutions and Services
Global Solutions and Services (GSS) vil blive ledet af en Chief Solutions and Services Officer (CSSO) og vil udvikle og støtte levering af avancerede pre-sales og after-market services, SCADA-systemer, wind & site services og reservedele. Endvidere skal GSS udvikle nye løsninger og tilbud til støtte for yderligere integration af vindkraft i el-nettet.
Serviceydelser udgør allerede en væsentlig del af Vestas’ forretningsområde. På baggrund af de nyligt indgåede, meget store 10-15 års serviceaftaler med førende, globale vindenergiaktører, har Vestas taget et stort skridt for yderligere at konsolidere selskabets position inden for serviceydelser og løsninger. Vestas arbejder også for at sikre fortsat høje marginer baseret på en konstant højtydende flåde, dokumenteret af en Lost Production Factor (LPC) på kun 2 pct.. Service vil fortsat høre under salgsenhederne og landene, men styrkes nu af en ensartet, global, effektiv udvikling af serviceydelser og løsninger. I 2011 introducerede Vestas SiteHunt®, SiteDesign®, Electrical PreDesign, PowerPlant Controller og VestasOnline Business® (SCADA). Vestas vil ligeledes indføre en række nye serviceydelser i 2012.
Finance
Finance vil blive ledet af en CFO og vil fokusere på at levere en forretningsmæssig infrastruktur og andre støttefunktioner såsom fx IT, Shared Services, Legal and Contract Review og Treasury. CFO’en vil også i højere grad involvere sig i Investor Relations-aktiviteter.
For at imødekomme det ændrede behov for en mere effektiv resultatstyringsstruktur, vil Vestas øge omfanget og ansvarsområdet for den centrale koncernøkonomifunktion. Ansvaret for økonomi-funktionen i de enkelte forretningsenheder overgår fuldt ud til koncernøkonomifunktionen, som fremover vil være ansvarlig for alle økonomiprocesser og -aktiviteter på verdensplan, og de lokale økonomifunktioner i enhederne skal rapportere globalt til koncernøkonomifunktionen. Resultat- og økonomistyring, herunder kontrol med omkostningsreduktionerne, vil foregå centralt og fremover være mere detaljeret end tidligere i kraft af en stærkere central økonomistyring.
Vestas mener, at dette er et nødvendigt skridt for at skabe omkostningssynergier og for at forbedre overblikket over hele koncernen. Endvidere skal Investor Relations nu rapportere til CFO-funktionen, og Vestas’ direktion vil derved kunne forbedre kvaliteten i sin dialog med de finansielle markeder.
Sales
Sales vil blive ledet af en CSO. Oprettelsen af en særskilt CSO-funktion med fuldt overblik over salgsaktiviteterne, vil styrke styringen af salgsresultaterne og samtidig gøre det muligt for Vestas at fortsætte det tætte samarbejde med kunderne om udvikling af skræddersyede finansielle strukturer, der understøtter store investeringer i vindenergianlæg, herunder nye kontraktstrukturer og finansieringsordninger. Det er Vestas’ holdning, at fortsat innovation på dette område er en nødvendighed for at sikre fortsatte investeringer i vindkraft på et trængt marked. Endvidere betyder sammenlægningen af støttefunktionerne, at salgspersonalet kan anvende mest mulig tid på salgs- og serviceaktiviteter, at direktørerne for salgsenhederne får et klart overblik over de centrale salgs- og serviceenheder, og at Vestas på omkostningseffektiv vis kan opretholde og etablere en tilstedeværelse på alle markeder med en mere fleksibel og hurtigere regulerbar salgsmodel.
De seks geografisk inddelte salgsenheder skal rapportere til CSO. Disse seks salgsenheder er: Americas, Asia Pacific, Central Europe, China, Mediterranean og Northern Europe. Enhederne vil i vid udstrækning rent strukturelt forblive uændrede, men de vil få en stærkere tilknytning til de centrale støttefunktioner som beskrevet ovenfor. Supply Chain and Planning kommer ligeledes til at rapportere til CSO.
For at understrege vigtigheden af og kompleksiteten i offshore-segmentet skal Offshore fremover rapportere direkte til COO som en global funktion. Den øgede ledelsesmæssige fokus på offshore afspejler nødvendigheden af at have et samlet overblik over værdikæde og forretningsudvikling. De planlagte omkostningsbesparelser vil også skabe plads til, at Vestas hurtigt og effektivt kan fortsætte produktudviklingen på offshore-området – også i et mere krævende og konkurrencepræget miljø – og samtidig indgå i eventuelle strategiske partnerskaber på det rette niveau.
Direktionen
Som et naturligt led i omstruktureringen af selskabet omkring de fem primære elementer i værdikæden vil der også ske ændringer i direktionen, som udvides og fremover vil bestå af seks medlemmer.
Ditlev Engel fortsætter i sin nuværende stilling som koncernchef og administrerende direktør (Group President og CEO) og vil være ansvarlig for den daglige ledelse af direktionsteamet.
Henrik Nørremark fortsætter som Executive Vice President og COO (vice-koncernchef). Henrik Nørremark vil desuden fungere som CFO, indtil der er fundet en afløser til denne post.
Anders Vedel udnævnes til Executive Vice President of Turbines (CTO); Anders Vedel har hidtil været Senior Vice President of Plant Operations i Technology R&D og chef for Technology R&D i Chennai, Indien. Plant Operations-området har i de seneste år fostret nogle af de største forbedringer for kunderne i form af eksempelvis VPDC-overvågningssystemet. Anders Vedel har arbejdet for Vestas i over 15 år og har tidligere beklædt en række ledende stillinger inden for R&D, produktion og service i Danmark, Italien og USA. Anders Vedel vil også være midlertidig chef for Global Solutions and Services-enheden, indtil der er fundet en afløser til denne stilling.
Stillingen som Executive Vice President of Sales (CSO) vil blive varetaget af Juan Araluce, der hidtil har været President for Vestas Mediterranean. Inden Juan Araluce blev ansat hos Vestas, bestred han flere ledende stillinger hos BP-koncernen i både Spanien og Storbritannien i perioden 1988-2007. Juan Araluce har med stor succes stået i spidsen for Vestas Mediterranean’s overgang fra at være meget afhængig af det hjemlige spanske marked til nu succesrigt at operere på markeder i den bredere Middelhavsregion og i Sydamerika. Juan Araluce har ligeledes med succes afsluttet mangeårige vindmølle- og serviceaftaler med nogle af Vestas’ største kunder i Spanien, Frankrig, Italien og Sydamerika – senest i Brasilien.
Posterne som CSSO og CFO er endnu ledige. Rekrutteringsprocessen er startet, og Vestas vil udsende selskabsmeddelelser, når disse stillinger er blevet besat.
Detaljerede CVer på de to nye direktionsmedlemmer kan ses sidst i denne meddelelse.
Ændringerne i direktionsteamet træder i kraft den 1. februar 2012.








