USA: Langsigtet politisk strategi nødvendig

Med sine enorme landområder og rigelige vindressourcer har USA et enormt potentiale for at generere betydelige mængder af megawatt fra vind. Ifølge en nyligt offentliggjort rapport, udgivet af det amerikanske energiministerium, kan 20 % af USA’s energi komme fra vind i 2030. Nogle analytikere mener endog, det er muligt for vindenergi at opnå en endnu større andel af energimikset. Det bliver dog kun en realitet, hvis USA vedtager langsigtede politiske incitamenter både på føderalt og delstatsniveau for at fremme vedvarende energi.

Status på føderalt niveau
Skattefradragsordningen, Production Tax Credit (PTC), har afgørende betydning for vindenergi, men i de senere år har Kongressen kun forlænget ordningen med 1-2 år ad gangen. Kongressen har tidligere svigtet ved ikke at få vedtaget en forlængelse inden aftalen udløb. Det medførte en ’boom-and-bust’-cyklus, hvor producenterne afholdte sig fra at investere i produktionsfaciliteter til skade for vindenergiens forsyningskæde. Den nuværende PTC-ordning udløber i december 2008, og industrien har brug for en øjeblikkelig forlængelse for ikke at ødelægge den nuværende, positive udvikling. En længerevarende aftale vil sikre industrien den stabilitet, den behøver for at fortsætte sin nuværende vækst.  

Et krav til elselskaberne om at en vis procentdel af deres energi skal komme fra vedvarende kilder såsom vind og sol – en såkaldt Renewable Portfolio Standard (RPS) – ville også have stor indflydelse på markedets udvikling. En national RPS vil medføre en forudsigelighed i markedet langt frem i tiden, og industrien vil derfor være i stand til at tiltrække kapital til investeringer og opnå stordriftsfordele på produktionsområdet, hvilket vil sænke omkostningerne. De stater, der allerede har en RPS, oplever en stigning i vindindustriens investeringer, og politiske tiltag yder således stor indflydelse på investeringsbeslutninger. Vestas bifalder en sådan forpligtelse til at producere vedvarende energi.

Initiativer på delstatsniveau
26 delstater har allerede vedtaget en RPS for at stimulere markedet for vedvarende energi. Delstaterne Texas og Californien, der begge har vedtaget Renewable Portfolio Standards, ligger i toppen mht. installeret vindkraft med henholdsvis 3.352 MW og 2.376 MW.

Forskellige delstater rundt om i USA implementerer også programmer med specifikt fokus på klimaproblemet. Et eksempel på dette er The Regional Greenhouse Gas Initiative, et tiltag fra de nordøstlige og midtatlantiske delstaters side, der har til formål at reducere emissionerne af CO2 ved at implementere et ’cap and trade-programme’; et markedsbaseret system til handel med emissionskvoter staterne imellem.

Akut brug for modernisering af det amerikanske elnet
Udover vedtagelse af langsigtede incitamenter til vedvarende energi udgør et forældet elnet også en udfordring for vindbranchen. Det amerikanske elnet har hårdt brug for at blive moderniseret og udvidet. Dette fordrer bl.a., at myndighederne på føderalt og delstatsniveau fokuserer mere langsigtet på forbedringer af elnettet. Det er nødvendigt at reformere måden, hvorpå landet planlægger og betaler for ny transmissionskapacitet, og hvordan denne kapacitet bliver administreret. ”Hvis vindenergi skal udvikle sig og øge sin andel af energimikset, skal politikere bakke deres visioner op med handling og forbedre elnettet - hurtigt”, siger Vestas CEO, Ditlev Engel.

Udfordringer forude, men grund til optimisme
På trods af de udfordringer, der ligger forude, er der grund til optimisme. Energisikkerhed og klimaændringer ligger højt på dagsorden i USA, og dermed er der nu mere end nogensinde fokus på at sikre vindindustrien stabile rammebetingelser. Det amerikanske folk kræver handling i forhold til kritiske energi problemer, og vindenergi er klar til at blive en stor del af løsningen.
 

Læs mere

AWEA, Den Amerikanske Vindorganisation (EN)
Wind on the Wires (EN)
Regional Greenhouse Gas Initiative (EN)