Bestyrelse

Vestas Wind Systems A/S har et to-strenget ledelsessystem, hvor bestyrelsen og direktionen forestår ledelsen af selskabets anliggender.

Bestyrelsen i Vestas består af:

  • 8 eksterne medlemmer med bred international erfaring. 
  • 4 medarbejderrepræsentanter.

Bestyrelsen bliver valgt af generalforsamlingen for et år ad gangen, mens medarbejderrepræsentanterne vælges af og blandt selskabets medarbejdere for fire år ad gangen.

Efter dansk lov har medarbejderne ret til at vælge et antal repræsentanter, der svarer til halvdelen af de repræsentanter, der er valgt af generalforsamlingen på tidspunktet for medarbejdervalgets udskrivelse.

Det seneste ordinære valg af medarbejderrepræsentanter fandt sted i 2008. Alle medarbejdere er som udgangspunkt valgbare, bortset fra direktionsmedlemmer og medarbejdere med permanent arbejdssted uden for Danmark. I henhold til lovgivningen har medarbejderrepræsentanterne samme rettigheder, pligter og ansvar som de øvrige medlemmer af bestyrelsen. 

Bestyrelsesmedlemmers kompetencer (kompetencebeskrivelse)

I forbindelse med valg af bestyrelsesmedlemmer på en generalforsamling foranlediger den afgående bestyrelse ved indstilling af kandidater til bestyrelsesvalget, at generalforsamlingen har mulighed for at sammensætte en fortsættende bestyrelse, der:

  • kan handle uafhængigt af særinteresser,
  • repræsenterer en balance mellem kontinuitet og fornyelse,
  • er tilpasset selskabets situation,
  • har brancheindsigt og de forretningsmæssige og finansielle kompetencer, som er nødvendige for, at bestyrelsen kan varetage sine opgaver på den bedst mulige måde, og
  • afspejler den kompetence og erfaring, som kræves for at lede et selskab, hvis aktier er optaget til handel på en fondsbørs, og opfylde dets forpligtelser.

Forretningsorden for bestyrelsen i Vestas Wind Systems A/S (pdf)

 
2009.02.27