Selskabsledelse

Vestas Wind Systems A/S’ bestyrelse og direktion betragter arbejdet med god selskabsledelse som en vedvarende proces og forholder sig løbende til principperne for god selskabsledelse under hensyntagen til gældende lovgivning, praksis og anbefalinger.
 

I vurderingen indgår bl.a. en gennemgang af selskabets idégrundlag, forretningsprocesser, målsætninger, organisation, kapitalforhold, forhold til interessenter, risici og udøvelse af den nødvendige kontrol.
 

Det er bestyrelsens vurdering, at Vestas drives på økonomisk, social og miljømæssig forsvarlig vis, og at ejerne og kapitalmarkedet sikres indsigt heri via en åben og direkte kommunikation. Dette sker blandt andet i forbindelse med bestyrelsens offentliggørelse af selskabets årsrapport og kvartalsmeddelelser, som indeholder detaljerede informationer om finansielle og ikke-finansielle forhold.
 

Bestyrelsens ansvar

Bestyrelsen varetager den overordnede og strategiske ledelse af selskabet, herunder

  • ansættelse af direktionen,
  • fastlæggelse af retningslinjer for og udøvelse af kontrol med direktionens arbejde,
  • sikring af en forsvarlig organisation af selskabets virksomhed,
  • fastlæggelse af selskabets idégrundlag og strategi,
  • sikring af en tilfredsstillende bogføring og økonomirapportering,
  • sikring af de nødvendige procedurer for risikostyring og interne kontroller, samt
  • sikring af et til enhver tid forsvarligt kapitalberedskab.

Direktionens ansvar

Direktionen i Vestas Wind Systems A/S har ansvaret for den daglige ledelse af selskabet under iagttagelse af de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen giver. Direktionen har endvidere til opgave at fremlægge forslag til selskabets overordnede målsætning, strategier og handlingsplaner samt forslag til hovedlinjerne i drifts-, investerings-, finansierings- og likviditetsbudgetter for bestyrelsen.

2009.02.27