Corporate governance (selskabsledelse) er i vidt omfang indbygget i de krav til bestyrelser, der er fastlagt i den danske aktieselskabslov. Det gælder også det tostrengede ledelsessystem i Vestas Wind Systems A/S, hvor bestyrelsen og direktionen står for ledelsen af selskabets anliggender. Der er ikke personsammenfald mellem selskabets bestyrelse og direktion.
Bestyrelsens ansvar
Bestyrelsen varetager den overordnede ledelse af selskabet som at:
- ansætte direktionen,
- sikre en forsvarlig organisation af selskabets virksomhed,
- fastlægge selskabets strategi, og
- vurdere forsvarligheden af selskabets kapitalberedskab.
Direktionens ansvar
Direktionen tager sig af den daglige ledelse af selskabet under iagttagelse af de retningslinier og anvisninger, bestyrelsen giver.
Internationalt er der de seneste år nået en høj grad af konsensus om, hvad der karakteriserer god selskabsledelse. De internationale initiativer har skabt grundlag for mere detaljerede og præcise kodeks, tilpasset nationale erhvervs- og virksomhedsledelsesstrukturer.
