WindMade™
Tiden arbejder for vindkraft. Ifølge undersøgelsen Global Consumer Wind Study 2011 ønsker 90 pct. af verdens forbrugere mere vedvarende energi. 79 pct. ser mere positivt på varer fremstillet ved hjælp af vindkraft, og 50 pct. er villige til at betale ekstra for varer fremstillet ved hjælp af vindkraft. En anden undersøgelse, Corporate Renewable Energy Index 2011, viser, at virksomheder verden over i stigende grad anerkender dette forbrugerønske og derfor øger deres brug af vedvarende energi.Vestas var derfor medinitiativtager til forbrugermærket WindMade™, der skal give forbrugerne mulighed for at vælge produkter fremstillet ved hjælp af vindkraft. De deltagende virksomheder – heriblandt Bloomberg, Deutsche Bank og Motorola Mobility – har underskrevet en hensigtserklæring om, at vindkraft fremover skal dække mindst en fjerdedel af deres elforbrug.
Vestas skal selv være WindMade™. Med ambitionen om en andel af vedvarende energi på 55 pct. i 2015 ønsker Vestas at vise omverdenen, at store produktionsvirksomheder kan reducere deres belastning af miljøet og bane vejen frem mod en ”CO2-fri økonomi”.
Ligeledes lancerede Vestas i efteråret 2011 en kampagne målrettet CO2-bevidste virksomheder. Kampagnen henvender sig til erhvervsvirksomheder med en grøn dagsorden. Med initiativet ønsker Vestas at skærpe interessen for at investere direkte i vindkraft. Også pensionskasser viser interesse for vindkraft, fordi en vindmøllepark er at betragte som en 25-årig grøn obligation med et forudsigeligt og ofte inflationssikret cash flow.


