– Uddrag af notat fra selskabets revisor PricewaterhouseCoopers. Se den fulde tekst i ledelsesberetningen.
"Vestas har ændret regnskabspraksis for indtægtsregistrering i 2010. Som revisorer for selskabet mener vi, at denne ændring var påkrævet, og vi har således anbefalet bestyrelse og direktion at indarbejde den nye regnskabspraksis med virkning for regnskabsåret 2010.
For kontrakter, hvor Vestas såvel leverer som installerer vindmøller, foretages indtægtsregistrering efter den nye praksis ved levering af de færdiginstallerede vindmøller til kunderne. Omsætning og indtjening medtages dermed først i regnskabet, når risikoen for de færdig¬installerede vindmøller er overgået til kunden. Tidligere blev omsætning og indtjening for disse kontrakter indregnet i takt med arbejdets udførelse.
Hvorfor ændres regnskabspraksis?
Vestas er som dansk børsnoteret selskab forpligtet til at følge de internationale regnskabsstandarder (IFRS) og tilhørende fortolkningsbidrag (IFRIC).
Den gennemførte ændring af regnskabspraksis skyldes udviklingen i de internationale regnskabsstandarder og et konkret fortolkningsbidrag (IFRIC 15), der regulerer, hvornår indtægter kan indregnes i regnskabet.
Vi har foretaget en vurdering af fortolkningsbidraget (IFRIC 15) sammenholdt til koncernens kontrakter, og det er vores opfattelse, at fortolkningsbidraget har relevans for Vestas, og at koncernens kontrakter for levering og installation af vindmøller omfattes af den ændrede regnskabsregulering.
Fortolkningsbidraget er gældende fra 1. januar 2010, og det er på dette grundlag, vi har anbefalet, at ændringen implementeres for 2010."

