Årsrapport 2010
- Failure is not an option

Vestas’ mission, Failure is not an option, udtrykker organisationens holdning til konstant at søge forbedringer og til konsekvent og struktureret at følge op på og rette fejl.

Missionen afspejler samtidig Vestas’ kompromisløse holdning til sikkerhed, der i alle sammenhænge har førsteprioritet, fordi kunderne kræver det, og medarbejderne har krav på det. Det er således lykkedes Vestas at reducere ulykkesfrekvensen fra 25,3 pr. en million arbejdstimer i 2006 til 5,0 i 2010.

Et vigtigt redskab til at sikre stadig færre ulykker er ”safety walks”, hvor ledere fysisk inspicerer arbejdspladserne og påpeger eventuel uhensigtsmæssig adfærd. Der blev i 2010 gennemført flere end 16.000 ”safety walks” på Vestas’ egne anlæg, byggepladser mv. Til trods herfor mistede to af Vestas' partneres ansatte livet i arbejdsulykker i 2010.

Ambitionen om at nå et kvalitetsniveau på 6 Sigma i hele værdikæden senest i 2015 understreger Vestas’ stræben efter konstant forbedring. Ved udgangen af 2010 havde Vestas og hovedparten af koncernens leverandører nået 5 Sigma mod 4 Sigma i 2008, hvilket er en af forudsætningerne for den langsigtede forbedring af lønsomheden. Der etableres løbende partnerskaber med nye leverandører, der har viljen til sammen med Vestas at nå 6 Sigma.

I dag overvåger Vestas døgnet rundt flere end 18.000 møller eller mere end 31.500 MW, hvilket muliggør effektiv vedligeholdelsesplanlægning, mere oppetid og højere ydelse på møllerne. Dette er både til gavn for kundernes indtjening og Vestas’ omkostninger, idet Vestas’ servicemontører i dag kan betjene flere end dobbelt så mange møller som i begyndelsen af 2008. Viden om den enkelte mølles produktion og generelle sundhedstilstand er rygraden i Vestas’ fremtidige vækst.

2009.02.27